Silkeborg 1846-1996
HISTORIE - NATUR - KULTUR
Du er her: Forsiden Silkeborgs historie Jernbanen kommer til Silkeborg

SILKEBORGS HISTORIE

Af museumsinspektør KELD DALSGAARD LARSEN



  Kjellerupbanens åbning i 1924
  Tidens transportmiddel var jernbanen, selv om rutebilerne var begyndt at gøre sig gældende. Her ses festlighederne i forbindelse med Kjellerupbanens åbning i 1924.

Tiden 1860-1879

TRANGE TIDER - 2

JERNBANEN KOMMER TIL SILKEBORG

Pramfarten var en vigtig transportvej af gods til og fra Silkeborg. Men der var problemer om vinteren, når pramsejladsen kunne ligge stille i 3-4 måneder. Pramfarten var heller ikke beregnet på persontransport, så diskussionerne om fremtidens transportmåde fortsatte i 1860'erne.

Købmand Robert Jones søgte i oktober 1862 med kommunalbestyrelsens billigelse om tilladelse til at indføre et "Damp-Vej-Lokomotiv" mellem Silkeborg og Århus. Det nye vidunder forventede købmanden sat ind på ruten omkring 1. juni 1863 og allersenest til oktober 1863. Det blev dog ved planerne. Ønsket om dampskibsfart på Gudenåen kom igen frem i 1867, men på det tidspunkt fandt man dette initiativ utidssvarende. Fremtidens transport lå ikke på Gudenåen.

Vognmænd i Silkeborg sikrede en dagvogn til Århus og Randers, og først i 1860'erne annoncerede de med, at silkeborgenserne kunne komme Silkeborg-Århus eller Silkeborg-Randers tur-retur på en dag med dagvogn to gange om ugen, tirsdag og fredag. Passagererne måtte dog noget tidligt op, idet de skulle møde ved Hotel Silkeborg kl. 5 om morgenen.

Jernbanen var imidlertid det emne, som alle drøftede, når det gjaldt fremtidens trafik. Jernbanen satte sindene i kog, og da ministeriet foreslog, at jernbanen kun skulle føres frem til Fuldbro Mølle, hvorefter passagerer til Silkeborg kunne blive fragtet det sidste stykke over Mossø og Julsø med dampskib, rejste der sig voldsomme protester i Silkeborg. Heldigvis skiftede ministeriet holdning, og ved lov af 24. april 1868 blev det slået fast, at jernbanen skulle til Silkeborg som en sidelinie fra Skanderborg. Arbejdet begyndte.

Hotel Silkeborg i Østergade  
Hotel Silkeborg i Østergade var Silkeborgs første gæsgiveri fra 1846. Michael Drewsen var initiativtager til hotellet, og han ansatte en af sine egne folk, N. Schou, som gæstgiver.

 
Silkeborgs Jernbanestation var projekteret til at blive placeret på den østlige side af Remstrup Å. Men det var midtjyderne utilfredse med. Man ønskede en station på vestsiden af åen. Det ville give bedre muligheder for at føre banen videre til Herning. Også her fik silkeborgenserne deres ønske opfyldt. Det krævede imidlertid en stor støbejernsbro over åen, og den måtte man købe i England. I løbet af 1870 kom broen på ca. 75 meter via Århus til bestemmelsesstedet. Fra Århus blev broen fragtet på 17 vogne. Det var et gigantisk projekt.

Jernbanearbejdere strømmede til og satte deres præg på egnen. Der var en del skepsis over for disse omvandrende arbejdere, og der gik flere historier om slagsmål og uhæderlighed. F.eks. opfordrede avisen borgere, der havde indlogeret jernbanearbejdere, til at være meget påpasselig med, at de logerende ikke bare lige pludselig løb uden at betale.

Selv om det tog lang tid, havde kostet mange møder, diskussioner og skænderier, så var det en umådelig stor begivenhed, da jernbanen endelig var færdig i foråret 1871. Lørdag den 15. april kom lokomotivet for første gang til Silkeborg. Lokomotivet var blomster- og flagsmykket, da det kørte på broen over Remstrup Å videre til den nye station, hvor folkemængden ventede med musikorkester og hurraråb. Alt gik planmæssigt, og de følgende uger afprøvede man i alle detaljer, om jernbroen også var stærk nok til større belastning. Broen viste sig at være perfekt, og Silkeborg fik som planlagt regelmæssig jernbanedrift den 2. maj 1871.

Togene kørte to gange dagligt mod Skanderborg. Om formiddagen kl. 9.45 og om eftermiddagen kl. 15.40. Turen til Skanderborg tog fem kvarter. Fra Skanderborg kom der ligeledes to tog daglig. Billetkontoret åbnede tre kvarter før togafgang, rejsegods skulle indleveres senest et kvarter før afgang, og passagerer skulle have løst billet senest fem minutter før afgang. Passagererne havde mulighed for at køre på 1., 2. eller 3. klasse. Prisen var for en enkeltbillet henholdsvis 88 skilling (185 øre), 64 skilling (134 øre) og 40 skilling (84 øre). En returbillet på 3. klasse kostede 64 skilling (134 øre), og returbilletterne gav en væsentlig rabat i forhold til enkeltbilletterne.

  Vestergade i 1860'erne
  Vestergade i 1860'erne. Husene var små enetagers bygninger, kun nær Torvet var opført toetagers huse.

Jernbanen var en ideel løsning på passagertransporten, men banen skulle også bruges til godstransport. Silkeborg Papirfabrik var en af banens økonomiske grundpiller. Derfor blev der ført et spor til papirfabrikken. På denne lille og meget væsentlige banestrækning blev vognene trukket af heste.

Silkeborg-banen fik ingen officiel åbning. Togplanen begyndte bare som projekteret den 2. maj. Byens honoratiores festede dog på Hotel Silkeborg den 5. maj 1871, hvor birkedommer Drechsel, Michael Drewsen, den nye fabriksejer N. C. Strøyberg, pastor Panduro med mange silkeborgensere og mange tilrejsende fejrede begivenheden. Der blev givet en stor ros til den tidligere indenrigsminister Estrup, og gaden fra den lidt afsidesliggende station til selve byen blev naturligvis kaldt op efter Estrup. Efter spisningen og de mange taler fulgte silkeborgenserne de talrige, udenbys gæster under musikledsagelse til stationen, hvor et ekstratog ventede. I mellemtiden arbejdede personalet på Hotel Silkeborg med at få ryddet væk fra middagen og gjort klar til det store bal, som kunne begynde, da silkeborgenserne igen fik overtøjet af efter turen til stationen. Festen varede til den lyse morgen, og jernbanens komme blev aldrig glemt af de mennesker, der oplevede den i foråret 1871. Det blev samtidig en forudsætning for en begyndende fremgang for byen.

Jernbanen til Herning var en realitet i 1877. Anlægsarbejdet gav nogen beskæftigelse, og avisen havde en del skriverier om jernbanearbejdernes grove og kontante opførsel. Til toppen

INDUSTRI OG HÅNDVÆRK

Regeringen iværksatte i 1871 og 1872 to store, statistiske undersøgelser af dansk industri og håndværk. Undersøgelse i 1871 var en industritælling og behandlede udelukkende industrivirksomheder med fem eller flere ansatte. I denne kategori fandtes der i Silkeborg i 1871 12 virksomheder med i alt 349 arbejdere. Papirfabrikken var den helt dominerende virksomhed med 228 ansatte. Uldspinderiet med 13 ansatte var byens næststørste virksomhed. Industritællingen viste også, at der fandtes en del sæsonarbejdere på teglværkerne og i tørvefabrikationen i Silkeborg.

Undersøgelsen i 1872 havde et bredere sigte end industritællingen. Man ønskede at få et indblik i arbejderbefolkningens vilkår. I Silkeborg omfattede undersøgelsen 53 virksomheder med i alt 426 arbejdere. Selv om der altså var kommet 41 flere virksomheder til i forhold til industritællingen, så var arbejderantallet kun forøget med 77. Silkeborg havde i 1871-72 kun Ún stor virksomhed: papirfabrikken. De mange, mindre håndværksvirksomheder beskæftigede typisk kun mester og en eller to svende eller lærlinge.

Kvinderne udgjorde i 1872 en meget stor del af arbejdsstyrken, nemlig 160 eller knap 40 % af alle ansatte inden for industri og håndværk. Igen var papirfabrikken afgørende, da den dette år beskæftigede 104 kvinder. Børnearbejde var næsten ukendt i Silkeborg, kun på tobaksfabrikken var der enkelte børn under 14 år i arbejde. Silkeborgensernes børn kom almindeligvis først ud at tjene eller i lære, når de var fyldt 14 år. At børnene havde en række mindre tjanser som bydrenge m.m. var en selvfølge.

Arbejdsdagen startede normalt kl. 6 i Silkeborg, og papirarbejderne fik fri 12 timer senere. 12 timers arbejdsdag på alle ugens seks hverdage. De øvrige arbejdere måtte som regel arbejde endnu en time, inden de fik fyraften, og de fik hermed en arbejdsuge på 78 timer. Enkelte faggrupper havde en endnu længere arbejdsdag. På papirfabrikken blev der arbejdet hele døgnet ved maskinerne på to-holdsskift. Arbejderne havde midt på dagen en to timers middagspause, så de kunne spise varm mad og eventuelt få en lille blund.

Papirfabrikken arbejdede hele året, døgnet rundt. Men mange andre faggrupper - især håndværkerne - havde store sæsonudsving, og mange håndværkere måtte gå arbejdsløse i vintermånederne. Det kunne få katastrofale konsekvenser for familieøkonomien. Til toppen

LEVEOMKOSTNINGER

Kommunalbestyrelsen gav en oversigt over arbejderbefolkningens leveomkostninger i byen til undersøgelsen i 1872. Om året brugte familierne til bolig: 25-35 rigsdaler, føde: 156-260 rigsdaler, tøj: 20-30 rigsdaler, tobak: 10 rigsdaler og skat: 1-4 rigsdaler. På årsbasis betød det, at mindstebeløbet for leveomkostninger var 212 rigsdaler. Kommunalbestyrelsen mente nok, at arbejderfamilierne normalt havde til deres "tarvelige udkomme". Men ved giftermål og de efterfølgende børn fik arbejderne let en anstrengt økonomi. Mange ugifte mænd og kvinder boede hos arbejdsgiveren og fik her kost og logi.

Af kommunalbestyrelsens opgørelse ses, at arbejderfamilien stort set brugte det meste af indkomsten til fødevarer. Der var ikke penge til at spare op eller til udskejelser.

Arbejderne regnede dengang ikke i timeløn, men i uge- eller dagløn. En faglært mand tjente 16-20 øre i timen, mens ufaglærte tjente 12-16 øre i timen. Kvinderne arbejdede hovedsagelig på akkord og tjente 6-9 øre i timen. På årsbasis svarede det for en faglært mand til, at han tjente 260-330 rigsdaler, mens den ufaglærte mand tjente 200-260 rigsdaler. Den kvindelige arbejder tjente 100-150 rigsdaler. Mænd med helårsarbejde kunne således nogenlunde forsørge familien.

Situationen for sæsonarbejdere var en ganske anden. F.eks. kunne tømrerne og murerne kun regne med arbejde en del af året og i den tid tjene ca. 175 rigsdaler. De måtte altså have en ekstraindtjening for at forsørge familien.

I de familier, hvor manden og kvinden havde arbejde hele året, var der normalt en årsindtægt, der kunne forsørge familien. Sæsonarbejde, arbejdsløshed og sygdom kunne vælte familiens eksistensgrundlag. Og mange børn eller drikkeri ville gøre det endnu mere besværligt for familierne. De mange arbejderfamilier var ganske vist ikke fattige i gængs forstand, men fattigdommen kunne let blive en realitet. Til toppen

Næste kapitel Socialister og privat velgørenhed

© Silkeborg Bibliotek og forfatterne. Publiceret på nettet marts 2005. E-mail til webredaktøren