Silkeborg 1846-1996
HISTORIE - NATUR - KULTUR
Du er her: Forsiden Silkeborgs historie Tidens politik

SILKEBORGS HISTORIE

Af museumsinspektør KELD DALSGAARD LARSEN



  Bødkermester Chr. Nielsen (1849-1923)
  Bødkermester Chr. Nielsen (1849-1923.

Tiden 1880-1899

FREMSKRIDT OG
FORANDRING - 5

TIDENS POLITIK

De politiske forhold forandrede sig markant i tidsrummet 1880-1899 med udvikling af politiske partier og dermed også partipolitiske valg. Provisorietiden - især årene 1885-1890 - var en stærkt medvirkende årsag til den skærpede, politiske debat og organisering. Forandringerne var stærkest i forhold til folketingsvalgene og mindre ved de kommunale valg.

Omkring 1880 valgte man en personlighed, som man vidste, at man i store træk stolede på. Det unge Socialdemokrati var endnu for svagt til at spille nogen rolle. Med provisorieårene samledes oppositionen de første år mod Estrup-regeringen, og Socialdemokratiet blev i ly af dette samarbejde arbejdernes parti. Estrup-regeringen holdt imidlertid stand, og som tiden gik, krakelerede oppositionen. Venstre-grupperne havde et vist samarbejde, mens Socialdemokratiet mere og mere fremstod som en stærk, selvstændig, politisk kraft.

Birkedommer V. Drechsel var Silkeborgs kongeudpegede borgmester frem til sin afgang i oktober 1886, og hans personlige ledelsesstil skabte mange konflikter i kommunalbestyrelsen. Det kom så vidt, at den mangeårige formand Zeltner på hele kommunalbestyrelsens vegne i 1883 direkte anmodede birkedommeren om at trække sig tilbage, da V. Drechsels virke var en hæmsko for byens videre udvikling. Samarbejdsklimaet i kommunalbestyrelsen mellem den kongevalgte borgmester og de folkevalgte medlemmer var elendigt. Situationen skyldtes imidlertid snarere borgmesterens personlighed end grundlæggende politiske uoverensstemmelser - både V. Drechsel og H. C. Zeltner var at karakterisere som højrefolk.

Provisorietiden skærpede en kort overgang kommunalvalgene i Silkeborg især ved valget i 1890. Men ellers fastholdt man ideen om og troen på de "upolitiske" valg til kommunalbestyrelsen. Silkeborg fremstod i offentligheden - især takket være Silkeborg Avis og fra 1884 Silkeborg Folkeblad - som en Venstre-bastion, men situationen var ikke så entydig.

Folketingsvalgene blev derimod i høj grad politiske i provisorieårene. Silkeborg hørte til Skanderborg-valgkredsen, og alle vælgerne skulle møde op i Skanderborg for at være med i valghandlingen. Vælgerne samledes på et offentligt sted, hvor kandidaterne blev præsenteret både ved stillere og ved kandidattaler. Bagefter var der afstemning ved håndsoprækning. Hvis Ún kandidat havde klart flest stemmer, og modkandidaten ikke krævede opråb, var valget afgjort ved kåring. Hvis valget ikke skete ved kåring, måtte vælgerne en efter en hen til valgbordene og offentligt sige navnet på den kandidat, de stemte på.

Venstremanden gårdejer Jens Sørensen fra Skanderborg-kanten var fra 1879 kredsens folketingsmand, men kredse fra Silkeborg-egnen var ikke ganske tilfreds med ham, og i 1881 stillede redaktør H. S. Sørensen op som modkandidat. Jens Sørensen genvandt sit mandat uden besvær, selv om redaktør Sørensen fik en flot opbakning fra Silkeborg-egnen.

Jens Sørensen vandt ved kåring uden modkandidat i 1884, og i 1887 midt under de hedeste kampe i provisorietiden holdt oppositionen endnu sammen, og Jens Sørensen vandt endnu en gang uden modkandidat. Den socialdemokratiske leder E. Marott blev ellers kraftigt opfordret til at stille op i Skanderborg-kredsen i 1887, men han afslog og anbefalede oppositionens fælles kandidat, Jens Sørensen.

Højre organiserede sig i Skanderborg-kredsen til folketingsvalget i 1890, og partiet opstillede stationsleder Lysholm. Oppositionen kunne denne gang slet ikke holde sammen, og man mødte med hele tre kandidater: den velkendte Jens Sørensen, en anden venstremand Ole Jensen og socialdemokraten E. Marott. Til valgene var det sædvane, at de forskellige grupperinger var behjælpelig med at få deres vælgere frem til valgstedet. Ved valget i 1890 annoncerede Højre da også med, at man kunne få togturen til Skanderborg gratis - underforstået, at man så stemte på Højres kandidat. Jens Sørensen vandt, men valget viste, at Højres kandidat stod stærkt i byerne Skanderborg og Silkeborg.

Silkeborgs folketingsvælgere afgav deres stemmer således på de fire kandidater i 1890: Lysholm: 107 stemmer, Jens Sørensen: 73 stemmer, Emil Marott: 69 stemmer og Ole Jensen: 44 stemmer. 293 vælgere ud af 682 stemmeberettigede tog turen til valgstedet i Skanderborg. Oppositionen mod Estrup-regeringen havde fortsat klart flertal i Silkeborg, hvis den vel at mærke mødte frem og holdt sammen. Men Højres position i Silkeborg var markant. Ifølge valglisterne og valgopråb var Højre-vælgere i Silkeborg typisk embedsmænd - postmester, stationsmester, læge, lærer m.m. - folk fra statsskovvæsenet, selvstændige håndværkere, købmænd og nogle arbejdere. De socialdemokratiske vælgere i Silkeborg var stort set alle arbejdere. Venstre-vælgerne i Silkeborg var knap så lette at karakterisere, men de kom fra den brede middelstand.

Højre havde allerede ved kommunalvalget i 1890 vist sin lokale styrke, idet man opstillede på en særskilt valgliste. Højres kandidater - malermester C. P. Hansen, læge F. Lund, slagtermester C. Henriksen, skolebestyrer C. Edv. Gesner og brænderiejer Chr. Petersen - vandt over Venstres kandidater - købmand C. Knap, damaskvæver S. Kristensen, bødker C. Nielsen og købmand Th. Johansen.

Valgene i 1890 skabte lokalt en ændring i de politiske forhold. Silkeborg Avis med den gamle redaktør Sørensen og den unge redaktør Sophus Sørensen var talerør for denne ændring. Man begyndte at se sig om efter et samarbejde med forhandlingsvenlige Højre-folk, og samtidig begyndte man en klar opposition til Socialdemokratiet. Denne forandring skabte en spaltning i det lokale Venstre - som venstregrupperne også på landsplan var opsplittet - i to hovedgrupper: en moderat forhandlingsvenlig fløj med Silkeborg Avis som talerør, og en mere radikal forhandlingsfjendtlig fløj med Silkeborg Folkeblad som talerør. Den moderate fløj var modstander af Socialdemokratiet, mens den radikale fløj fortsatte det tætte samarbejde med socialdemokraterne.

Severin Seiersen (1861-1944)  
Severin Seiersen (1861-1944).

Den moderate fløj vandt ved folketingsvalget i 1892 en sejr ved, at gårdejer Byriel Jensen vandt over kredsens mangeårige folketingsmand Jens Sørensen.

I 1895 fik Silkeborg sin egen valgkreds. Den radikale fløj i Silkeborg opstillede sammen med socialdemokraterne Folkebladets redaktør Laursen som modkandidat til Byriel Jensen. Vælgerne samledes på Silkeborg Torv, kandidaterne blev præsenteret, og der blev ført en kort diskussion. Derefter gik man over til håndsoprækning, og Byriel Jensens tilhængere var i klart flertal. Redaktør Laursen indså sit nederlag og krævede ikke navneopråb. Byriel Jensen var valgt ved kåring ved det første folketingsvalg i Silkeborg.

Kommunalpolitisk bevirkede denne optøning mellem dele af Venstre-oppositionen og Højre, at kommunevalget i 1893 forløb uden den store dramatik. Højre trak sig i det hele taget lokalt noget tilbage som politisk organisation efter deres gode resultater i 1890. Den radikale fløj i Venstre og Socialdemokratiet tog imidlertid revanche ved kommunevalget i januar 1896, hvor de med listen Den kommunale Opposition vandt klart, idet de fik indvalgt fire - bogtrykker Kr. Johansen, slagtermester C. Henriksen, bødkermester C. Nielsen og damaskvæver S. Kristensen - af de fem repræsentanter. Murermester Chr. Nielsen kom ind på den sidste plads. Silkeborg Avis var dog ganske godt tilfreds med valget, og i sin kommentar skrev avisen: "Vi bør endnu tilføje, at valget efter alles forsikring foretoges uden politiske hensyn". Blandt de nye medlemmer var bødkermester Nielsen socialdemokrat.

Men tiden med de upolitiske kommunalvalg var ved at rinde ud. Suppleringsvalget i januar 1898 viste også dette. Den upolitiske, kommunale vælgerforening holdt ganske traditionelt et formøde, hvor forsamlingen samledes om at pege på Ún kandidat. Især to kandidater var på tale, enten købmand A. Knap eller læge F. Lund. Læge Lund blev valgt som kandidat, især på grund af sin klare støtte til jernbanen Silkeborg-Rødkærsbro. Den radikale fløj i Venstre-partiet opstillede imidlertid den vragede købmand Knap.

Socialdemokraterne stillede for første gang op selvstændigt med tømrersvend Severin Seiersen, som var formand i Tømrernes Fagforening og i Arbejdernes Fællesorganisation. Socialdemokratiet udsendte også som noget ganske nyt et egentligt valgprogram på fem punkter: bedre kommuneskole, mere human alderdomsunderstøttelse, kommunen skulle som arbejdsgiver være et forbillede for de private arbejdsgivere, alle skatteydere skulle på skattelisten, og ønske om beskatning af aktieselskaber m.m.

Silkeborg Avis skrev følgende opfordring i forbindelse med suppleringsvalget: "Vi opfordrer derfor borgerne til alle som en at samles om læge Lunds kandidatur. Medens tømrer Seiersen er en temmelig ny og ukendt mand her i byen - tilmed en mand, der ikke sidder i nogen selvstændig stilling og som når som helst kan forlade byen for at søge arbejde andet steds - er læge Lund en kendt mand både blandt fattige og rige. Han er en liberal mand med en sund, naturlig dømmekraft, et varmt hjerte for de fattige og stor interesse for kommunens anliggender, ligesom han er en afgjort ven af Rødkjærsbro-Kjellerupbanen. Hans valg bør derfor sættes igennem".

Arbejdernes foreninger gik energisk og med stor organisatorisk dygtighed til sagen - alle mand blev mobiliseret. Severin Seiersen vandt med en meget kneben margin. S. Seiersen fik 288 stemmer, F. Lund fik 278 stemmer og A. Knap fik 93 stemmer. Suppleringsvalget viste, at socialdemokraterne var blevet en selvstændig politisk magt i byen, og at de upolitiske, kommunale valg hørte fortiden til. Partipolitikken var også kommet til Silkeborgs kommunale valg.
Socialdemokraternes styrke kom også til udtryk ved folketingsvalget i Silkeborg i 1898. Alliancen mellem den radikale fløj i Venstre og Socialdemokraterne fortsatte, men nu havde arbejderne krævet og fået deres kandidat, væver M. A. Madsen som den fælles kandidat mod den hidtidige folketingsmand Byriel Jensen. Valgtribunen blev stillet op på Silkeborg Torv og henved 1300 mennesker flokkedes på pladsen. Væver Madsen var på hjemmebane, og ved håndsoprækningen viste forsamlingen, at den klart gik ind for den lokale, socialdemokratiske veteran. Byriel Jensen krævede imidlertid navneopråb og med god grund. Byriel Jensen vandt nemlig en ret klar sejr over væver Madsen takket være oplandets mange, moderate Venstre-vælgere.

Den politiske udvikling i Silkeborg pegede i periodens slutning tydeligt henimod fremtidens partipolitiske skillelinier: Venstre, Det radikale Venstre, Socialdemokratiet og Højre (de konservative). Til toppen

SILKEBORG BLIVER KØBSTAD

Silkeborg Handelsplads kunne fejre 50-års jubilæum i 1896, men den begivenhed blev stort set ikke markeret. Man var bange for, at det kunne komme til at koste for mange penge. I det hele taget så kommunalbestyrelsen meget nøje på pengene. Det gjorde den også i spørgsmålet, om Silkeborg skulle søge rettigheder som købstad. Kunne det betale sig? var kommunalbestyrelsens vigtigste spørgsmål til den sag. Svaret havde så sent som i 1898 været benægtende, men så hjalp Skanderborg Amt til en hurtig beslutning. Amtet pålignede nemlig Silkeborg Kommune et uhørt stort beløb på ca. 8000 kr. Det var vendepunktet, og i januar 1899 kunne en enig kommunalbestyrelse beslutte at sende en ansøgning om, at Silkeborg blev købstad.

  Håndværkerforeningens nye bygning på Torvet
  Håndværkerforeningens nye bygning 1896 på Torvet. Arkitekt Anton Rosen stod også for denne pragtbygning, som tydeligt viste, at Håndværkerforeningen var en af byens toneangivende foreninger.

Håndværkerforeningens nye bygning 1896 på Torvet. Arkitekt Anton Rosen stod også for denne pragtbygning, som tydeligt viste, at Håndværkerforeningen var en af byens toneangivende foreninger.

At være handelsplads eller købstad havde sine fordele og ulemper. Kommunalbestyrelsen havde frem til 1898 skønnet, at ulemperne ved en købstadsordning vejede lidt tungere end fordelene. Men som handelsplads havde man amtet - Skanderborg Amt - som til synsførende, og amtet havde også en vis medadministration af byens økonomiske forhold. Som købstad ville Silkeborg blive herre over byens egen kommunekasse med de risici og fordele, det indebar. Silkeborg blev købstad samtidig med Løgstør og Nørresundby ifølge lov af 7. april 1899 ved årsskiftet 1899/1900.

Silkeborg Kommune ville gerne fejre begivenheden i al beskedenhed. Rådhuset blev i dagens anledning smukt illumineret nytårsaften 1899. Silkeborgenserne var alle ude i gaderne for at fejre nytåret, det nye århundredes komme og byens nye værdighed som købstad. Børnene løb rundt og skød kinesiske pistoler, skrubtudser futtede rundt mellem de gåendes ben, raketter steg til vejrs og kanonslag larmede. Mange private huse havde lys i vinduerne. Stemningen var god. Ved midnatstid kom Borgerforeningens fakkeltog ind på Torvet, og alle faklerne blev samlet og dannede et flot bål. På samme tid steg borgmester Rosenørn op på en talerstol og holdt en kort tale, hvor han mindedes handelspladsens pionerer og ønskede alt godt for den nye købstad. Stemningen var høj, og flere kanonslag sprang på upassende tidspunkter under borgmesterens tale. Rosenørn tog det hele med godt humør, selv om han som embedsmand ikke undlod at fortælle, at de mange kanonslag faktisk var ulovlige. Det var der ingen, der tog notits af, og efter et leve for byen fejrede silkeborgenserne videre. Og kanonslagene lød også ind i det nye århundrede. Severin Sejersen Til toppen

Næste kapitel Købstaden udbygges

© Silkeborg Bibliotek og forfatterne. Publiceret på nettet marts 2005. E-mail til webredaktøren