Silkeborg 1846-1996
HISTORIE - NATUR - KULTUR
Du er her: Forsiden Skolerne Nye tider

SKOLERNE

Af fhv. skoleinspektør PALLE BUUS-HANSEN



  Gymnastikundervisning på Østre Skole
  "En sund sjæl i et sundt legeme". Drengene er samlet om et af de centrale redskaber i gymnastikundervisningen, bukken. Østre Skole. Badeværelser var der langtfra i alle hjem. Det råder paragraf 13 i skoleplanen for Silkeborg kommunale skolevæsen fra 1949 bod på. Heri hedder det: "Efter hver time i legemesøvelser gives i de ældre klasser douche, og hver 8. dag får børnene et renselsesbad. I sommerhalvåret fra omkring 1. juni til ca. 15. september gives svømmeundervisning i friluftsbad".

SKOLERNE - 5

NYE TIDER

De to privatskoler havde mange elever, men alligevel steg børnetallet i den kommunale skole. Man klarede det øgede behov for lærere ved at ansætte uuddannede folk. Det medførte en misbilligelse fra amtets skoledirektion, som krævede, at man fulgte reglerne. Redningen for kommunalbestyrelsen, som traditionen tro ikke var meget for andre løsninger end de billigste, kom fra byens to nye private seminarier, Vinthers Seminarium og Th. Langs Seminarium. De havde brug for børn til hver sin øvelsesskole, og i januar 1894 henvendte de to institutioner sig - med Ún dags mellemrum - til kommunen. Nu kunne man slippe for en dyr lokaleudvidelse på Borgerskolen og for yderligere læreransættelser. I løbet af foråret forhandledes tingene på plads. Forældre kunne ønske, at deres nyindskrevne børn optoges i seminariernes skole, men det var det kommunale skolevæsen, som henviste eleverne. På denne måde betragtede man børnene som gående i den kommunale skole.

Ordningens modstandere forudså, at Borgerskolen herved ville blive stillet endnu ringere. Børn fra velstillede hjem strømmede da også til de to nye skoler. Borgerskolens elever kom modsat fra meget fattige hjem, hvor det var nødvendigt, at børnene havde erhvervsmæssigt arbejde. Den onde spiral syntes uden ende. Og dog. Ved valget i 1896 indvalgte den almindelige vælgerklasse 4 nye medlemmer i kommunalbestyrelsen. Det smittede også politisk af på skolekommissionen. Man begyndte at tale om, hvad der var bedst for skolen og børnene, og ikke kun om hvad der var billigst. Ørkenvandringen blev efterhånden afløst af en lyst til reformer.

Den nyvalgte skolekommission foreslog, at der ansattes en pedel ved skolen. Derved kom rengøring og vedligeholdelse i faste rammer. Oprindelig tilfaldt rengøringen den lærer, som ville gøre det billigst. Senere gik man over til almindelig licitation. I 1895 kostede skolens rengøring 250 kroner om året, og resultatet var derefter. Den første pedel hed Jens Nielsen. Hans løn var 500 kroner om året, og når man fik bygget en ordentlig gymnastiksal, skulle han også have fri bolig med lys og varme.

Billedet viser skolebespisning i 1926  
Bespisning af børn fortsatte langt op i det 20. århundrede. Billedet viser skolebespisning i 1926. Der var tale om en klart social foranstaltning. I nogle kommuner fortsatte ordningen som en offentlig service, der først døde (næsten) ud under den økonomiske opbremsning i 1980'erne.

 
Og en ny gymnastiksal var netop det næste, skolekommissionen stilede mod. Katastrofesalen fra 1881 (den med "Lergulv, Paptag og Jernvinduer") var ubrugelig, og Anton Rosen udarbejdede tegninger til en ny. Med nogen betænkelighed blev forslaget vedtaget i 1897, og næste forår blev byggeriet indviet ved en festlighed, som kostede 150 kroner. Et par rum, som på tegningerne var betegnet "disponible", viste sig at indeholde et køkken klar til brug. Her skulle maden til børnebespisningen laves. Manden bag de "disponible" rum var bødkermester Chr. Nielsen, som var blevet indvalgt som den første socialdemokrat i Silkeborgs bystyre.

Siden 1889 havde der på privat initiativ været bespisning af børn, dog kun i vinterhalvåret. Bespisningen foregik i et lokale i fattiggården. At der var behov - og trang - siger deltagerantallet noget om. Det var 200! Den nye skolekommission tog også fat på lærermangelen. Sommeren 1897 havde skolen 505 elever i 18 klasser. Kun de to ældste klasser gik i skole hele dagen, resten fik 18 timers undervisning om ugen. Kun børn, som var fyldt 12 år, fik heldagsundervisning. Man sendte ansøgning om endnu en lærer, og det bevilgedes fra 1. januar 1898.

I 1899 trådte en ny skolelov i kraft. Den blev sammen med de nye kommunalpolitiske vinde forudsætningen for forbedringer i det næste århundredes begyndelse. Der var nu 897 skolebørn i Silkeborg, heraf 367 i privatskoler, fortrinsvis de to seminarieskoler. Til toppen


GRIFFEL OG STRIKKEPINDE

Skolelivet havde sin faste rytme. Børnene kom stormende om morgenen i deres træsko. Det larmede, men de havde værsågod at stille deres træsko i nogle små rum, og så gik børnene i kludesko inde i klassen. Klasseværelset var stort, og det var fyldt med billeder fra bibelhistorien. Flotte farvebilleder som greb børnene og deres fantasi. Børnene sad dreng og pige sammen, for det lagde en dæmper på uroen i klassen, havde lærerinden sagt. Midt på formiddagen var det store frikvarter, hvor børnene spiste deres mellemmad med puddersukker og måske også en sigtebrødsmad. Og så blev der leget. Pigerne hoppede i paradis eller legede sanglege, drengene havde deres lege, hvis de da ikke fornøjede sig med at drille pigerne. Blev drilleriet for slemt, satte skolevagten uromageren hen i et hjørne af skolegården, til frikvarteret var forbi. I skolegården var der seks lokummer, tre til pigerne og tre til drengene. Lokumspapiret var gammelt avispapir, som var klippet i firkant og hængt op i en snor. Det kneb at tørre sig i det papir, og måske var man heller ikke så omhyggelig. Alle børnene kendte i hvert fald til bremsespor. Men pyt, renligheden gik man ikke så højt op i.

Skrivetavler  
Skrivetavler til brug for skolens elever.

 
Klokken 12 var der middagspause, og børnene løb hjem til den varme middagsmad. Nogle børn gik om vinteren til børnebespisning i gymnastiksalen, men papirarbejderne fandt det under deres værdighed, at deres børn skulle gå til børnebespisning. Nok havde man det småt, men så fattig var man dog ikke.

I de mindre klasser blev der skrevet på tavlen med griffelen. Griflen og visken ud i det uendelige. Ak og ve hvis griffelen gik i stykker, og det kunne den let, så skulle familien købe en ny til fem øre, og det så faderen ikke på med milde øjne. Det var med at passe på. Senere blev tavle og griffel skiftet ud med penalhus, pen og blæk, blyant og viskelæder. Klassens dygtigste dreng var duks, og han havde det privilegium at kunne blive inde i frikvarteret og viske tavlen ud og fylde blæk i blækhusene.

Pigerne skulle selvfølgelig oplæres til gode husmødre, og håndarbejde fik en stor plads hos pigerne. Mens pigerne havde håndarbejde, muntrede drengene sig i gymnastiksalen. Lærerinden tog strengt på opgaven, pigerne skulle straks ved timens start vaske deres hænder, og så kunne timen begynde. Under kommandoråb skred undervisningen frem: "Stik ind, slå op, træk igennem og kast af" og så forfra. Lærerinden sad med nogle kæmpestore strikkepinde og viste fremgangsmåden, mens hun råbte sin remse. De små pigefingre fulgte med efter bedste evne. Først blev teknikken indøvet ved en vaskeklud, men så gik man over til de sorte strømper, og det var vigtigt. Sorte strømper havde enhver pige god brug for, og hvis hun selv kunne strikke dem, ville det være en aflastning af den i forvejen fortravlede moder.

(Fra Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Silkeborgs rødder. 1994).

Til toppen

Næste kapitel Rosens pogeskole

© Silkeborg Bibliotek og forfatterne. Publiceret på nettet april 2005. E-mail til webredaktøren